VNV 3D Planner (Beta)
Beta. 3D Planner er under udvikling og bliver bygget videre ud fra feedback.
VNV 3D Planner er et beslutningsstøtte-værktøj, der for et konkret jordstykke svarer på to spørgsmål: hvor på grunden er det godt at bygge, og hvad kan man så bygge der. Det første er en egnethedsanalyse (sol, skygge, udsigt, skel, højde), det andet er konkrete bygningsforslag med økonomi og bæredygtighed. Værktøjet bygger oven på jeres VNV Urban Twin-model, som leverer terræn og de eksisterende bygninger som kontekst. Omgivelserne - vand, veje og grønne områder - vises nu også i Planner-scenen, så konteksten er til at kende igen.
Du arbejder dig gennem et trinvist forløb øverst i panelet: Grund, Kriterier, Preview, Analyse, Volumen, Scenarier, Redigér og til sidst Gem. Du kan altid klikke tilbage til et tidligere trin.
Scenen har fået himmel, dagslys og blødere skygger, så den er nemmere at læse visuelt. Vælgeren Kvalitet: Auto/Flot/Hurtig styrer den visuelle kvalitet: Auto tilpasser sig maskinens ydeevne, Flot tvinger fuld kvalitet (inklusive ambient occlusion), og Hurtig prioriterer flydende navigation på svage maskiner.
Vælg grund og kriterier
- Vælg jordstykke ved at klikke på det i 3D-scenen eller søge i listen (matrikelnummer eller ejerlav). Bygninger, der står på grunden, kan markeres Rives ned (fjernes fra analysen) eller Bevares (tæller med som skygge- og afstandshensyn).
- Rammer: sæt maks. byggehøjde og afstand til skel. Skel-afstanden er et veto - der må ikke bygges indenfor.
- Kriterier: vægt de bløde kriterier Soladgang, Skyggepåvirkning, Afstand til skel, Højdepræference og Udsigt. Vægtene er relative og normaliseres automatisk, så de behøver ikke gå op i 100. Under Avanceret kan du finjustere, hvordan rå-værdier oversættes til point.
- Annotationer: tegn stedspecifikt input direkte i 3D. Med Tegn udsigt placerer du en udsigts-cone (vælg Udsigtsfelt eller Smal sigtelinje) ved at klikke øjepunkt og mål; kuglerne kan bagefter trækkes på plads, og størrelse og højder justeres med slidere. Med Skyggemål udpeger du en nabo-matrikel, der skal beskyttes mod skygge.
Preview og fuld analyse
- Preview er gratis og kører i grov opløsning. Brug det til at iterere frit på kriterier og annotationer, indtil formen ser rigtig ud. Du kan vælge kombinationsmåde: Veto (et 0 i ét kriterium gør voxelen rød eller fjerner den) eller Vægtet (klassisk vægtet gennemsnit).
- Fuld analyse kører i fuld opløsning med alle solpositioner. Den koster 500 DKK pr. analyse (faktureres projektet), kører som baggrundsjob, og du får en mail, når den er klar.
Skær byggevolumen ud
Resultatet er en egnethedssky: grundens mulige byggevolumen fyldt med små terninger (voxels), farvet fra rød (no-go) til grøn (bedst). Træk i Score-tærsklen for at skære det dårlige væk - kun voxels over tærsklen bliver stående, så du interaktivt former den bedste byggevolumen. Nøgletal (synlige voxels, no-go og volumen i m³) opdateres løbende.
Generér scenarier
Ud fra den udskårne volumen genererer værktøjet konkrete bygningsforslag. Sæt anvendelsesmiks (bolig, kontor, butik, erhverv), og under Avanceret bl.a. etagehøjde, antal forslag, kalkulationsrente, analyseperiode, grønt tag og træer. Klik Generér scenarier - de beregnes med det samme.
Resultatet er et galleri af forslag med rang, typologi, anvendelses-fordeling og nøgletal (NPV, afkast, GFA, FSI, biofaktor, etager). Du kan sortere (rang, NPV, afkast, biofaktor, GFA, CO₂) og filtrere til Kun Pareto (de optimale forslag). Klik på et forslag for at åbne detaljepanelet med faner for Økonomi, Bæredygtighed, Design og Program.
Tegn selv fodaftryk. Vil du hellere selv bestemme bygningens form end vente på et genereret forslag, sætter du Etager til det ønskede antal og klikker Tegn selv fodaftryk. Klik derefter punkter på jorden i 3D-visningen for at tegne fodaftrykkets polygon - Esc fortryder det seneste punkt, og højreklik afbryder tegningen helt. Klik på det første punkt igen, eller dobbeltklik, for at lukke polygonen. Fodaftrykket bygges så op til det valgte antal etager og oprettes som et almindeligt scenarie, der kan redigeres videre (etager, push/pull), scores og gemmes på lige fod med de genererede forslag. Ligger dele af fodaftrykket uden for grunden, får du en advarsel, men scenariet oprettes alligevel.
Redigér massemodellen
Det valgte forslag er ikke et facit - du kan redigere massen frit som en ren model:
- Face push/pull - træk en facade ud eller ind, eller træk en tagflade op eller ned for at tilføje eller fjerne etager (Shift flytter kun den valgte etage, Alt flytter den og alle etager over).
- Anvendelse - mal etager med en funktion (bolig, kontor, butik, erhverv, hotel).
- Flyt og Roter hele bygningen, med snap til kanter og vinkler.
- Split - del en flade op. Fortryd ruller ændringer tilbage.
Du kan skifte mellem Clean white (ren hvid model) og Anvendelse (etager farvet efter funktion) og holde voxel-overlayet svagt synligt bagved. Tallene (NPV, afkast, CapEx, GFA, FSI, etager, biofaktor, CO₂) opdateres live, mens du redigerer, så du vælger dit design på et oplyst grundlag.
Facader. Checkboxen Facader (til som standard) tegner et vinduesgrid på massemodellen, så den læses som en bygning - punktvinduer på boligetager, vinduesbånd på kontor og glasfacade i stueetagens butikker. Slå den fra for det rene, hvide klods-look. Valget huskes.
Skyggepåvirkning. Toggle Skyggepåvirkning viser, hvor naboerne mister sol på grund af det planlagte byggeri - orange og røde flader er mistede soltimer for den valgte dato (standard 21. marts, jævndøgn). Klik på en naboflade for at aflæse "Naboer mister her X,X soltimer (før/efter)". Kortet opdaterer automatisk, når du redigerer bygningen. Bemærk, at skyggepåvirkning og voxel-overlayet ikke kan vises samtidig.
Gem og eksportér
Giv designet et navn og klik Gem design. Gemte designs kan indlæses i VNV Urban Twin og eksporteres derfra (glTF, ArcGIS, Unreal), og de optræder som lag i Urban Twins scene. Undervejs kan du altid genindlæse tidligere analyser og genereringer under Historik.