Berig data
Berig data beriger en geometri med demografi: du vælger et eksisterende polygonlag i projektet, tegner et polygon på kortet, eller laver en buffer med valgfri radius om en linje eller et punkt, og værktøjet samler de estimerede befolkningstal op inden for geometrien - husstande, personer, børn, voksne og ældre. Med i opsamlingen er nu også en estimeret gennemsnitsindkomst (kr., person-vægtet), de socioøkonomiske tal fra Danmarks Statistik - beskæftigede, ledige og uden for arbejdsstyrken - samt otte nye mål som antal, ikke andele: udpendlere, dag/nat-forhold og nettovækst pr. 1.000 (DST-fakta pr. sogn) og videregående uddannelse, enlige husstande, børnefamilier og bilrådighed (kommunefordelte estimater), fx "Børnefamilier (estimat) 8". Personmålene (beskæftigede, ledige, uden for arbejdsstyrken, udpendlere, videregående uddannelse) er regnet på personer 15+ i området; husstandsmålene (enlige, børnefamilier, husstande med bil, med 2+ biler) er regnet på antal boligenheder. Resultatet gemmes som et nyt datasæt under Egne data i projektet, som du kan style, vise og eksportere i Map Studio ligesom alle andre egne data. Berig data ligger under Databehandling og kræver ikke tilkøb - som de øvrige databehandlingsværktøjer er det tilgængeligt, når projektet har mindst ét aktivt modul.
Kortet åbner zoomet ind på projektområdet, og projektets omrids tegnes med en rød streg, så du kan se, hvad analysen bliver klippet til. Kommer du fra et andet modul i samme projekt, beholder kortet det udsnit, du stod i.
Sådan gør du:
- Vælg kilde - et eksisterende polygonlag i projektet, et polygon du selv tegner på kortet, eller en linje eller et punkt med en buffer omkring.
- Værktøjet slår demografien op (de samme estimater som lagene Demografi (estimat) i Map Studios Map Data, bygget på Danmarks Statistiks sogne-/postnummertal fordelt på BBR-boligenheder) og lægger husstande, personer, børn, voksne, ældre, estimeret gennemsnitsindkomst, socio-tal samt pendling, befolkningsudvikling, uddannelse, familietyper og bilrådighed til som nye felter pr. geometri. Original-featurens egne attributter (fx navn) bevares uændret.
- Resultatet gemmes som et nyt datasæt under Egne data i projektet.
Når berigelsen er færdig, viser panelet den korte disclaimer "Estimat - egne beregninger baseret på tal fra Danmarks Statistik" med et ⓘ-ikon, der folder den fulde forklaring ud (se den samlede boks under Demografi (estimat) i Map Studio-afsnittet). Kildeteksten følger også med som attribut på det gemte datasæt.
Analysen begrænses altid til projektområdet: geometrien klippes mod projektets afgrænsning, så tal og gemt geometri aldrig dækker areal uden for projektet.
Grænser: maks. 5.000 features pr. berigelse, og en buffer kan højst være 100 km.